Bevar Silkeborg Sygehus


Skoene laver høje smæld mod det grå linoleumsgulv, mens jeg følger den farvede stribe i gulvet på vej mod min fars stue. Jeg hilser på Sven-Aage på gangen. Han besøger sin svoger, som er i behandling for kræft.

 

Det er kort før jul 2017 på Regionshospital Silkeborg.

 

Inde bag døren ligger min 80-årige far i sengen. Der er rødt saftevand i glasset på bordet, og lugten af sygehus kriller i næsen. Min far er blevet opereret i ryggen, som er slidt efter et langt og fysisk hårdt arbejdsliv som landmand. Operationen var stor. Det tager tid at komme sig.

 

Gennem en uge kom jeg på sygehuset hos min far, og her mødte jeg hver dag et engageret personale, patienter på stuen og pårørende i samme situation som mig, for hvem det betød uendeligt meget at have vores sygehus midt i Silkeborg.

Når jeg kigger op på bakken, så er sygehuset en institution med minder om liv, død og hjælp i svære tider. Også for mig. Her er familiemedlemmer blevet født. Her har jeg selv været på skadestuen en gang eller to. Her er nære og kære sovet ind efter uhelbredelig sygdom.

 

Livets træ for mange familier

Min mor har arbejdet på forskellige afdelinger som sygeplejerske på dét der dengang hed Silkeborg Centralsygehus. Mors arbejde. Lokalt arbejde.

 

Det er den nærhed, som vi skal værne om og passe på.

 

De folkevalgte politikere i Region Midtjylland har haft til opgave at flytte rundt og lukke sygehusfunktioner siden Løkkes store centraliseringsplan for 12 år siden. Men de har beskyttet Silkeborg Sygehus mod lukning, når embedsmændene har foreslået vidtgående nedskæringer.

 

Sådan skal det blive ved med at være. Derfor skal vi bevare folkevalgte politikere i regionsrådene, så det kan passe på Silkeborg Sygehus.