Altid på børnenes side

Børn – altid på børnenes side

Socialdemokratiet står altid på børnenes side. Man vælger ikke selv sine forældre, men man skal selv kunne forme sit liv!


Takket være de stærke, forpligtende fællesskaber, vi har bygget i Danmark, har hver ny generation kunne gå en bedre fremtid i møde end den forrige. Stadig flere har fået muligheder, som deres forældre ikke havde.


Bliver det også sådan for vores børn? Får de et bedre liv end os? På papiret er mulighederne der, men er de også det i virkeligheden? Ikke for alle. Det er uholdbart for vores ellers stærke samfundsmodel, at så mange børn stadig ikke vokser op med de samme gode muligheder som andre.

 

En ny Socialdemokratisk ledet regering skal først som sidst vurderes på, om den næste store gruppe af børn og unge kommer til at klare sig bedre i vores samfund. Det er netop den kamp, vi ønsker at stille os i spidsen for.

 

Det betyder ikke, at alle skal være ens, og at ingen må skille sig ud. Sikke et kedeligt samfund, vi så ville have. Når nogen klarer sig godt, skal vi være stolte. Vi skal anspore alle til at gøre deres bedste, og vi skal forvente noget af hinanden. At gøre sig umage er en dyd. Vi behøver ikke være ens, men vi behøver at være fælles.

 

Vores vigtigste politiske opgave er at bekæmpe de mønstre, der fastholder børn og unge i et liv med dårlige muligheder og fremtidsudsigter. Så alle kan skabe gode liv med ordentlige forhold, uanset hvilken livsbane man vælger.